Vi mænd skal stoppe med at fokusere på retten til juridisk abort, retten til at være fri for “tvungen” barsel og retten til at få en 7-7-ordning efter skilsmissen. Vi skal kræve at komme mere ind i familien – ikke retten til at melde os ud.

Ind i kampen
Der er bud efter os mænd i ligestillingsdebatten. Både KVINFO og Dansk Kvindesamfund har bebudet, at 2015 skal bringe mere fokus på mænds ligestilling. Og senest har Anne Sophia Hermansen den 10. februar i Information efterspurgt mandlige perspektiver i ligestillingsdebatten. Lad mig derfor benytte disse opfordringer og Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts som anledning til at komme lidt ind i kampen.

Jeg betragter mig selv som feminist, og derfor overrasker det mig, at der i visse kredse tales om, at kvindefrigørelsen er gået for vidt. Jeg mener slet ikke, den er nået langt nok. I disse kredse mener man, at kvinden undertrykker sine biologiske dispositioner, når hun tager på arbejde – i hvert fald når hun har fået børn, for så bør hun hellige sig moderskabet. Og selvfølgelig skal moderskabet ikke undertrykkes, men at reducere kvinden til biologi og moderskab er i sig selv undertrykkende, ligesom det er undertrykkende at nedvurdere mandens tilknytning til sit barn med reference til biologi.

Jeg mener, denne insisteren på tvivlsomme referencer til biologi medvirker til at undertrykke både kvinder og mænd – for slet ikke at tale om alt der imellem. Der defineres et rigtigt og et forkert ud fra, hvordan disse grupperinger lige mener, biologien hænger sammen. Hvad nu hvis vi i stedet tilskynder alle køn til at udleve de sider af sig selv, de helst vil? Hvad nu hvis vi viser manden, han også kan udvise omsorg? Og hvad nu hvis, vi fortæller kvinden, at hun ikke er en dårlig mor, blot fordi hun også er en god medarbejder?

Den naturlige husmor
At presse kvinden til en bestemt funktion var præcis det, kvindeoprøret var et oprør imod. Derfor forekommer denne tilgang til samfundets indretning mig kontraintuitiv, og derfor har jeg fulgt disse stadig mere populære grupperinger tæt. Og det er ikke alene mænds egenskaber som skaffedyr og kvindens naturlige ønske om at være mor og intet andet, der benyttes til at diktere, at kvinden skal hjem. Også barnets tarv og en lemfældig tilgang til begrebet “tilknytning” benyttes ivrigt som redskaber til med skam at presse kvinden hjem. Hvis kvinden ikke går hjemme med barnet i minimum de første par år, så svigter hun barnet og undertrykker sine naturlige instinkter – uanset om hun lige har erkendt det eller ej.

Baggrunden for denne aggressive insisteren på moderskabet som kvindens eneste mål er et ønske om at opprioritere omsorg. Disse mennesker mener, det er kvindens natur at gå hjemme og passe børn. Derfor bør vi tilskynde hende til det. Det vil være en opprioritering af omsorg i samfundet at acceptere, at en rigtig kvinde er en husmor, mener de. Følgeligt er de også modstandere af ligestilling. Manden vil biologisk set ét, og kvinden noget andet. Derfor er det en misforståelse, at bruge så meget energi på lige rettigheder og muligheder. Kvinden vil slet ikke ud på arbejdsmarkedet, for så frigøres hun jo fra sine børn, som de formulerer det. Manden har derimod ikke nogen særlig tilknytning til barnet; hans biologi hiver ham på arbejde og væk fra familien.

Omsorg er nedprioriteret
Omsorg er vitterligt nedprioriteret i vores samfund, deri har de ret. Det er derfor normeringerne er så dårlige i institutionerne, at nogle af dem er decideret dårlige at være i. Det er derfor, mænd ikke gider tage barsel. Det er derfor, det overvejende kvindeligt besatte erhverv “sosu-assistent” ofte nævnes som eksempel på et lav-prestige-job. Men vejen frem er jo ikke, at lade kvinden styrke sit “naturlige omsorgsgen.” Dels fordi det er noget kønsessentialistisk sludder, og dels fordi det vil øge forskellen mellem de forskellige køns muligheder yderligere.

Den diskurs vil have en negativ effekt på os allesammen. For hvor stiller det faderen, hvis moderen bør tage så meget barsel som overhovedet muligt og derefter blive hjemme i mindst yderligere et år? Hvis moderen tilskrives den gode tilknytning til barnet, så må faderen jo nødvendigvis være andenrangsforælder. Det er med til at holde den mandlige barselsandel under ti procent, hvor den nu befinder sig som Skandinaviens absolutte bundskraber. Og det vil sikre, at det brudte løfte om øremærket barsel aldrig bliver indfriet. I samværssager vil mænd fortsat blive forfordelt, fordi de ikke er den primære omsorgsperson. Det er åbenbart barnets behov ikke at have så meget med sin far at gøre. Som sin mor lider barnet måske af falsk bevidsthed, hvis det påstår andet?he-can-do-it

Hvis vi skal opprioritere omsorg, skal vi i stedet have mænd mere hjem på barsel, og vi skal have mænd til at tage mere aktivt del i familien (vi står eksempelvis for under halvdelen af husarbejdet). Omsorgsarbejde skal være noget, vi alle tager del i. Sådan opprioriterer vi det. Sådan bliver det noget, vi alle forstår som værdifuldt. Og samtidig opnår vi mere ligestilling.

Vi mænd skal stoppe med at fokusere på retten til juridisk abort, retten til at være fri for “tvungen” barsel og retten til at få en 7-7-ordning efter skilsmissen. Vi skal kræve at komme mere ind i familien – ikke retten til at melde os ud. Vi skal kræve en italesættelse af forældreskabet, hvor manden er en ligestillet forælder. Vi mænd skal understrege ved enhver given lejlighed, at vi er ligeså gode omsorgsgivere for vores børn, som mødrene. Det er sådan, vi opprioriterer omsorg; ved at vi alle tager lige meget del i det – ikke ved at udskamme mødre til at blive hjemme.

Regeringen støtter tilbageskridt for ligestillingen
Øremærket barsel kunne være med til både at opprioritere omsorg og skabe mere ligestilling, fordi kvinden med mere tid på arbejdsmarkedet i forhold til manden ville have mere anciennitet, fordi manden og kvinden alt andet lige ville være lige produktive over tid. Det ville være medvirkende til at udligne løngabet. Og så ville kvinden spare ligeså meget op til pension, fordi begge (alle) køn var lige lang tid væk fra arbejdsmarkedet. Der er selvfølgelig strukturelle faktorer, der også spiller ind, men alt andet lige vil det være en sejr for ligestillingen, hvis manden og kvinden deler lønarbejdet såvel som omsorgsarbejdet. Og på sigt vil færre se ned på omsorgsarbejde, fordi flere tager del i det.

Derfor er det så frustrerende, at regeringen intet gør ved øremærket barsel og ved ligestilling i det hele taget. For den der tier samtykker. Dermed er regeringen med til at støtte den diskurs, der med biologien som argument udskammer kvinden til at tage hjem og blive hjemme. Regeringen er med til at styrke en forståelse af forældreskab som først moderskab, siden faderskab. Den støtter indirekte familier, der siger, de ikke har råd til at undvære mandens indtægt uden at anerkende, at netop det er problemet. Dermed bliver det fortsat kvinden, der tager barslen. Og det er fint, for hjemmet, børnene, omsorgsarbejdet er, forstår vi indirekte på regeringen, kvindens naturlige plads.

Lad os se fremad – ikke tilbage
Vi bør i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag minde hinanden om, at kvindefrigørelsen har åbnet for et væld af muligheder for kvinden. Lad os hylde feministerne, der kom før os, for at bane vejen for flere muligheder for kvinden end børnepasning og lavtlønsarbejde. At tilbagerulle de hårdtvundne ligestillingsfremskridt, der trods alt har været, vil være en katastrofe.

Lad os kigge fremad i stedet for tilbage og sikre, at manden gør sit indtog i hjemmet og familien, som kvinden har gjort sit på arbejdsmarkedet. Lad os mænd vise, at mere respekt for omsorgsarbejde ikke kommer ved at udskamme kvinderne til at gøre det. Lad os vise, at vi vil det, og at vi kan det.